mindelunden – ringsted
BYGHERRE Ringsted Kommune
LANDSKABSARKITEKT Stausholm Landskab
ÅR 2025
STATUS Til høring
Mindelunden i Ringsted er et smukt og fredfyldt åndehul i Ringsted midtby, som rummer mange kvaliteter. Det er også et historisk anlæg, der hylder fortiden. Anlægget har velfungerende elementer, men trænger samtidig til et løft, der kunne øge anvendelsen af anlægget.
Da Mindelunden blev anlagt, var trafikintensiteten og omkringliggende parkeringsarealer og butiksfacader ikke så dominerende som i dag. Der har i opgaven derfor været fokus på, hvordan Mindelunden kan revitaliseres ved at tilføre et nyt hovedgreb og ved at skærme anlægget mod de omkringliggende tekniske anlæg.
hovedgreb
Mindelunden har udviklet sig gennem tiden, fra anlæggets etablering i 1946 til i dag. Gennem årtier har området været udsat for stigende urbanisering og trafikpres, hvilket har udfordret dets oprindelige ro og afgrænsning.
Med inspiration fra C. Th. Sørensens øvrige arbejder og en respektfuld tilgang til stedets oprindelige formgivning, er der nu udarbejdet en plan for revitalisering.
Planen søger at styrke Mindelundens funktion som rekreativt og historisk rum gennem nye stiforløb, beplantning og materialevalg, der både fremmer biodiversitet og skaber en mere imødekommende og afskærmet atmosfære.
Stedets bærende elementer mindestenen, egetræer med underplantning af snebær, fodhegn og plænen bevares.
Et nyt lag tilføjes – et slynget stiforløb, som en ny historisk dimension, der i form og udtryk afspejler vores tid. Stien binder hele anlægget sammen på en ny måde og med det slyngede forløb mellem egetræerne åbnes der op for en ekstra oplevelse, som ikke har eksisteret tidligere.
Rumligheden forstærkes med ny beplantning, der skaber en orientering mod midten og dermed mindestenen. Stenen sættes yderligere i fokus med en granitbelægning, der spænder ud i områdets bredde og stenen tilgås nemmere, når støttemuren nedlægges og samtidig bliver plænen mere brugbar for ophold.
Det nuværende fortov ud for Søgade får et nyt dynamisk udtryk og skaber adgang til området via både stier og plæne samtidig med, at bænkpladserne giver anledning til at søge området. Fortovets udformning og relation til omgivelserne er medvirkende til at området skal opleves trygt både at færdes og opholde sig i.
Med hovedgrebet får Mindelunden en øget aktualitet, funktionalitet og æstetisk opgradering med fokus på tryghed, ro og biodiversitet, sat i en historisk kontekst.
BEPLANTNING
Så meget som muligt af den eksisterende beplantning bevares ud fra en vurdering af biodiversitetsværdi. De nuværende snebærbuske suppleres med nye for at skabe et mere organisk og sammenhængende udtryk i tråd med stedets formsprog. Bede, der ikke indgår i den oprindelige plan, udskiftes med ny beplantning der fremmer biodiversiteten, bestående af hjemmehørende stauder og græsser, for at give et mere varieret og naturligt udtryk året rundt. Et stedsegrønt element tilføjes i form af en afskærmende takshæk mod parkeringspladsen samt enkelte takstræer plantet mellem de eksisterende egetræer. I den nordlige del af anlægget plantes tre takstræer, der danner en grøn ryg mod vejen og skaber en rolig baggrund for mindestenen og den nye plads. Enkelte træer fældes for at give mere luft og lys omkring mindestenen.
Ved indgangen fra Lyngbygade plantes et nyt vejtræ, der danner et markant og velkommende ankomstpunkt til Mindelunden.
BElægning
Materialevalget tager udgangspunkt i Ringsted Kommunes materialebank for at sikre genbrug og bæredygtighed.
Mindetavlens eksisterende indramning suppleres med et nyt, udvidet felt af brosten foran tavlen. Feltet følger den oprindelige ramme og skaber en tydeligere og mere harmonisk indramning stenen. De eksisterende brosten genanvendes i størst muligt omfang.
fremtidig drift
Renoveringen af Mindelunden medfører en markant ændring i den daglige drift. Hvor timerne tidligere primært gik med at luge i beplantninger præget af bare pletter med ukrudt, skabes der nu mere sammenhængende og robuste planteflader. De eksisterende snebærbuske suppleres og tætnes, og nye bede med hjemmehørende stauder og græsser etableres med fokus på dækkeevne og lav vedligeholdelse. Dette reducerer behovet for manuel lugning og frigør tid til mere kvalificerede plejeopgaver som beskæring, fremme af biodiversitet og vedligehold af stier og opholdsarealer. Samlet set skaber renoveringen en mere driftssikker og ressourceeffektiv løsning.